YOGA I HADERSLEV: BALANCE, STYRKE OG SMIDIGHED

Yoga er et flere tusinde år gammelt træningssystem for krop og sind. Og lad os med det samme slå fast – der er intet religiøst, spirituelt eller mystisk ved yoga. I hvert fald ikke i den yoga, vi underviser i her i Pulz Fitness.

Du kan ikke dyrke yoga uden at være til stede i nuet. Yogaøvelserne kræver, at du koncentrerer dig imens. Det lyder meget tidstypisk, men yoga er faktisk en fænomenal måde opøve fokus på din krop, dine tanker og dit åndedræt. Og det kan du have stor glæde ved i din hverdag.

Fordele ved regelmæssig yogatræning:

  • Du opnår ro og afspænding i krop og sind
  • Du renser ud i din krop
  • Du styrker muskler, led og kondition
  • Du løsner blokeringer i kroppen
  • Du får overskud og evne til fleksibilitet
  • Du kan opleve vægttab
  • Du får en bedre kropsholdning
  • Sexlysten øges
  • Du får et sundere hjerte og blodtryk

Yoga for begyndere – der er niveau for alle

Du får en stærkere og smidigere krop af yoga, men det betyder ikke, at du ikke kan dyrke yoga som utrænet. I Pulz Fitness er yoga også for begyndere – alle kan som udgangspunkt være med, du vil bare blive bedre og bedre til de forskellige kropsstillinger med tiden.

Og husk – vi udfører altid yoga i bare tæer og behageligt tøj! Du må gerne medbringe din egen yogamåtte – vi har dog måtter, du gratis kan låne.

Vi tilbyder forskellige typer af yoga hold i Pulz Fitness i Haderslev. Instruktørerne har forskellige uddannelser i bagagen og har – som på alle andre hold – frit spil til at sammensætte deres personlige yogatime. Du kan læse mere om de yogaformer, vi typisk benytter på timerne, nedenfor.

Vi glæder os til at se dig – hvad end du er garvet eller nybegynder – til en omgang yoga i Haderslev. Aller helst til en masse omgange!

VORES YOGA-HOLD

ASTANGA-yoga

Astanga-yoga er nok den mest ”almindelige” form for yoga – det vi forbinder med traditionelle yogaøvelser. Astanga betyder ”otte-delt” og dækker i den oprindelige yoga over livets otte aspekter fordelt mellem etik, praksis og meditation. Asana (yogastillingerne) er en af de otte, og dem vi har taget med os her. Astanga er en aktiv og dynamisk yogaform, der fokuserer på fysisk styrke, vejrtrækning og smidighed. Vi bevæger os langt mere her, og stillingerne holdes ikke så længe ad gangen. I stedet kører vi stillingerne i forlængelse af hinanden i serier.

HATHA-yoga

Hatha er den klassiske yogaform med basale stillinger, meditation og åndedræt. Vi holder stillingerne så længe, at du mærker din krop og dine muskler. Dette er også en yoga-form for begyndere, da alle kan være med – du vil bare opleve, at du bliver bedre og bedre, og mere og mere smidig. Hatha-yoga vil give dig styrke, større koncentration og mere energi.

VINYASA/FLOW-yoga

Denne type minder om Astanga, men følger ikke faste serier af stillinger. Disse klasser er ofte ét langt flow, hvor du bevæger dig flydende gennem stillingerne sammen med dit åndedræt. Du kan forvente en masse solhilsner og sved på panden. Du arbejder med din styrke samtidig med pulsen, og forbrændingen kommer op.